Danskerne skifter pc'en ud med Macbook


Apple tog store bidder af det danske pc-marked i de tre sidste måneder af 2010. Det samme gjorde HP og Lenovo. Acer og Dell er de store tabere.


Danskerne skifter pc'en ud med Macbook

Apple tog store bidder af det danske pc-marked i de tre sidste måneder af 2010. Det samme gjorde HP og Lenovo. Acer og Dell er de store tabere.

Apple er ved at bide sig godt fast i det danske marked. Producenten har øget sit salg med 41 procent i forhold til samme kvartal i 2009, hvor markedsandelen lå på knap syv procent.

»Lige som vi for et par år siden talte om iPod-effekten, så kommer der måske nu en iPad-effekt. Apple har fået meget medieomtale. De er også kommet rigtig godt med i de såkaldte bruttolønsordninger, som har været med til at løfte dem i erhvervssegmentet,« siger IDC-analytiker Anders Elbak.

Udover Apple har HP med en vækst i antallet af solgte computere og en markedsandel på knap 28 procent cementeret positionen som den bedst sælgende pc-producent på det danske marked. Lenovo har også oplevet vækst i salget på godt 15 procent og sidder med en markedsandel på godt 15 procent sikkert i sadlen, som den tredjestørste pc-producent på det danske marked.

Acer og Dell må derimod være godt skuffede over salget i fjerde kvartal af 2010. Acer oplevede en tilbagegang i antallet af solgte computere på 12 procent og er gået fra en markedsandel på knap 24 procent til godt 19 procent. Acer er dog stadig den andenstørste producent på det danske marked, men kan meget vel snart se sig overhalet af Lenovo.

»Det er først og fremmest nedgangen i salget af netbooks, der påvirker Acers tal. Her sad de jo på størstedelen af salget,« lyder Anders Elbaks kommentar.

For Dell så det også sort ud i fjerde kvartal 2010. Markedsandelen er nede omkring de syv procent producenten solgte ti procent færre computere i fjerde kvartal 2010 end i det tilsvarende kvartal i 2009.

»Måske har det noget at gøre med den danske kanalstruktur. Dell har ikke fået få godt fat i den danske kanal, som de har bebudet de gerne ville,« siger Anders Elbak, der indrømmer, at han har lidt sværere ved at forklare Dells deroute end de andre producenters udsving.

Kilde: IDC